Fotos og tekst af: Zascha Meier Watz, DGI Sydøstjylland Skydning

Bredden inkluderer også eliten
 

       
En løbende diskussion i landets idrætsforeninger handler om bredden og eliten, og hvordan man skaber rammer for begge. Også inden for skydesporten fylder dette, særlig grundet en skarp opdeling af skyttemedlemsskaber i DGI Skydning, tidligere De Danske Skytteforeninger, og Dansk Skytteunion; to forbund, som overordnet set imødekommer to forskellige grundtanker nemlig bredden og elitens behov. Søskendeparret Anders og Kristine Christensen fra Jelling beviser dog, at de to ikke nødvendigvis udelukker hinanden.
Anders på 18 og Kristine på 15 har utraditionelle skyttemedlemsskaber. De er nemlig aktive medlemmer både i DGI Skydning og i Dansk Skytteunion for henholdsvis Jelling FS Skytteforening, og Bredstrup-Pjedsted Skytteforening og Kolding-Bramdrup Skytteforening, hvor de træner og konkurrerer sammen med både bredden og eliten. 

”Vi startede begge som skytter her i Jelling, og jeg mener, det er utrolig vigtigt at beholde traditionerne, og give noget tilbage til foreningen, så godt vi nu kan,” fortæller Kristine, og Anders supplerer ”Jeg kan rigtig godt lide at hjælpe de mindre erfarne skytter, hvis jeg kan, og videregive mine erfaringer.

De to medlemsskaber komplementerer også hinanden. I Unionen får jeg et individualiseret, specifikt træningsprogram af min træner, og i DGI er jeg min egen træner, hvilket hjælper med at udvikle mig både som skytte og person.”
 
På grund af opdelingen er der i mange mindre DGI-foreninger en frygt for at miste medlemmer, når de når et vist ambitionsniveau, men netop dette er ifølge Anders en ærgerlig tanke; ”Det er ærgerligt, hvis foreninger er bange for at miste eliteskytterne. Men på den anden side, kan jeg også godt forstå skytterne, hvis der ikke er de nødvendige rammer. Det er vigtigt, at skabe plads til både bredden og eliten. Vi er jo også en del af bredden.”
Søskendeparret har til sammen vundet utallige mesterskaber både i DGI og Unionsregi, men som de siger, så handler det ikke om medaljerne, men om fællesskabet, om det så er i den lokale forening i Jelling, hvor de har skudt fra starten af, og hvor de kender alle, eller om det er i deres forskellige unionsklubber sammen med professionelle trænere og de bedste skytter i Danmark.

Som Kristine siger: ”Vi tænker ikke så meget på titler og medaljer, men for os handler det mere om, at blive ved med at udvikle os og blive bedre til vores sport. Begge medlemsskaber hjælper med dette, bare på hver sin måde.”
 
For mere information om skydning: http://www.skytten.dkhttp://www.dds-syd-østjylland.dk og http://www.skytteunion.dk/
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
DGI Sydøstjylland | Langmarksvej 45 | 8700 Horsens | Tlf.: +45 79404401 | sydoestjylland@dgi.dk