Fotos og tekst af: Zascha Meier Watz, DDS Sydøstjylland
 

Det svære valg
 

Historisk idrætsfusion mellem De Danske Skytteforeninger (DDS) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) sætter lokal skytteforening i svær situation.
 

 
For den lille skytteforening i Blåhøj ved Brande har fusionen mellem DDS og DGI været præget af et svært valg. Foreningen ligger i et grænseområde mellem to landsdele og bliver med fusionen juridisk flyttet fra DDS Sydøstjylland til DDS Midtjylland. Foreningen kan dog vælge at fortsætte deres aktiviteter i Sydøst, men på bekostning af indflydelse i landsdelsbestyrelsen.

 
Blåhøj Skytteforenings børneskytter fylder godt i foreningslivet i den lille landsby, og har stor aldersmæssig spredning fra de helt yngste på 6 år til teenagere.
Dette valg har fyldt meget siden fusionen, for som formand Erling Hansen siger, så spiller de personlige forhold ind; ”Vi har altid haft et rigtig godt forhold til de andre skytteforeninger i landsdelen, og vi nyder, at der fra centralt hold er styr på tingene, og at der altid er mange aktiviteter at deltage i.

Med en flytning mod nord til DDS Midtjylland mister vi mange års traditioner og historie for vores forening, men der er også stor risiko for, at vi mister medlemmer fra det sydlige opland. På den anden side kan vi miste al form for indflydelse.” Situationen er svær for den lille forening. Landsbyen har knap 400 indbyggere, så et frafald i medlemmer betyder meget både økonomisk men også for foreningslivet.

 
Blåhøj Skytteforenings børneskytter fylder godt i foreningslivet i den lille landsby, og har stor aldersmæssig spredning fra de helt yngste på 6 år til teenagere.
Blåhøj Skytteforening har cirka 40 aktive medlemmer, hvoraf lidt over halvdelen er børn fra den lokale skole, der går til 6. klasse, og det sydlige opland. Børneskytterne betyder meget for foreningen, for det er gennem dem, at mange af de voksne medlemmer er kommet til og er blevet bidt af skydesporten.

Foreningslivet i Blåhøj er, som i mange andre landsbyer, præget af ældre mennesker og de helt yngste, derfor er forældrene en vigtigt del, som de ikke har råd til at miste.  Som bestyrelsesmedlem Peter Frandsen smilende siger; ”Vi har lige startet en ny generation af skytter op, hvor de fleste er mellem 6 og 8 år. Det kræver nogle ekstra ressourcer for os i bestyrelsen, men heldigvis bakker forældrene godt op, og giver en hjælpende hånd, når det er nødvendig. Vi ved, at vi er afhængige af dem, så vi gør altid noget ekstra ud af, at byde velkommen, give kaffe og sætte os til en lille snak.”
Foreningen skal inden efteråret have truffet et valg om, hvilken landsdel de vil være aktive i, men som Erling Hansen siger, så er det godt, der er lidt tid endnu.
 
Blåhøj Skytteforening har riffelskydning hver tirsdag kl. 16.30-21, og alle er velkomne, også ikke-aktive forældre, se mere her: http://blaahoej.dk/?id=111. For mere information om fusionen og skydning generelt: http://www.skytten.dk/
 
Fusionen kort fortalt:
Den 1. Januar 2013 fusionerede DDS med DGI, efter 20 år som selvstændig organisation. Grundlaget for fusion er at optimere det centrale arbejde, styrke indsatsen for børn og unge og ikke mindst at stå stærkere fælles end hver for sig.

 
En af de glade børneskytter, der lige har slået sin personlige rekord.
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
DGI Sydøstjylland | Langmarksvej 45 | 8700 Horsens | Tlf.: +45 79404401 | sydoestjylland@dgi.dk