Fotos og tekst af: Zascha Meier Watz, DGI Sydøstjylland Skydning

Familieferie på Landsstævnet 2013


Lokal familie bruger landsstævnet som årets sommerferie, for børnenes skyld.
Christoffer og Gustav Højager Røjkær på skydeområdet ved Måde, Landsstævnet 2013
Torsdag aften åbnede Landsstævne 2013 i Esbjerg officielt, og blandt de godt 23.000 deltagere var familien Højager Røjkær fra Juelsminde. For mange familier kan det være svært at finde tid i en presset dagligdag til at tage til landsstævne, da konkurrencerne starter allerede onsdag og torsdag. Men for familien Højager Røjkær var det en nem beslutning; ”Vi har valgt at tage et par feriedage, så vi kunne komme af sted, koble af fra den travle hverdag og så bare være sammen som familie. Men det er især for børnenes skyld,” fortæller Gitte Højager Rasmussen.
 
Børnene Christoffer, 10 år, og Gustav, 7 år, er begge aktive riffelskytter i Juelsminde-Klejs Skytteforening, hvor de med stor succes har skudt i lidt over 2 år. ”Skydning var det eneste rigtige valg i vores familie. Både jeg, min bror og min far er blevet trænet i foreningen af den samme instruktør som drengene, så det ligger i blodet,” fortæller Niels Højager Røjkær, ”og så er skydning en god idræt, hvor man styrker koncentration og fokus.”
 
Begge drenge omtales i foreningen som skytter med stort talent, og de er da også vandt til at konkurrere; ”Det er selvfølgelig sjovt at vinde, men det er også fedt bare at komme ud til konkurrencerne med dem fra foreningen. Og så kan jeg godt lide, at man virkelig skal koncentrerer sig for at klare sig godt, og at man skal ville det. Viljestyrke er vigtigt,” fortæller Christoffer, som tydeligt glæder sig til at komme i gang med landsstævnet. Lillebror Gustav glæder sig også, ”Vi skal bare have det rigtig sjovt, men jeg glæder mig mest til at komme ud på skydebanerne, for det er jo derfor, vi er med.”
 
Hverken Gitte eller Niels Højager Røjkær skal deltage aktivt i landsstævnet, men har valgt at støtte op om børnenes idræt og oplevelsen som et landsstævne er; ”Det er vores første landsstævne, og det er første gang, vi skal bo i telt, men vi gør det simpelthen for drengenes skyld. Vi håber, de får nogle gode og spændende oplevelser, og så er der mulighed for at prøve nye ting også,” uddyber Gitte, og Niels supplerer, ”Men vi håber jo mest, at de får en god skydning og en god ferie.”
 
For mere information om skydning på Landsstævnet 2013 og skydning generelt: http://l2013.dk/skydning/, http://www.skytten.dk/ og ddssydoest.dk
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
DGI Sydøstjylland | Langmarksvej 45 | 8700 Horsens | Tlf.: +45 79404401 | sydoestjylland@dgi.dk