Hvad er det nu lige I kan ude i skytteforeningerne?


Pernille Andersen fra Fredercia Skytteforening fortæller i sin stil på en fantastisk måde, hvad det nu lige er, at I ude i skytteforeningerne gør for jeres medlemmer. Så husk lige at klappe jer selv på skulderen yes og selvfølgelig tak til Pernille for at vi må benytte hendes succes.

Jeg knækker - af glæde


Jeg er skytte, og en stolt en af slagsen. Stolt af de udfordringer jeg har taget op, selvom jeg tit har været helt indstillet på, at det her, der overlever jeg bestemt ikke. Men at jeg kan være nervøs, lige før jeg tager en udfordring op, og så alligevel yde mit bedste, og endda få anderkendelse for det, der er ikke kommet af sig selv.

Jeg var utrolig usikker på mig selv for blot tre år siden. Måske fordi at jeg var, og er, undervægtig. Folk blev ved med at minde mig om det, de lukkede mig ude, fordi jeg ikke var stærk nok. "Dine knogler knækker bare", sagde de. De grundlagde nok i virkeligheden det meste af min usikkerhed, at de overbeviste mig. Jeg ville knække.

Da jeg begyndte til skydning i år 2012, begyndte jeg at lægge den pige bag mig. Pigen der troede på, at hun skulle knække. Jeg kunne godt bære et gevær selv, jeg kunne sagtens skyde selv, jeg kunne alting helt uden hjælp fra andre. Jeg skulle overbevise alle om, at der aldrig nogensinde ville komme så meget som en revne i mine knogler. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke havde nogen at overbevise i skytteforeningen. De accepterede mig alle sammen. Ikke nok med at de accepterede mig, de troede på mig. Der var nogen der troede på mig, og forventede noget af mig. Det at jeg kom med i et fællesskab og vidste, at der var nogen der ventede på mit resultat, når jeg var færdig med at skyde min serie, det gav mig motivation til at skyde til stævner.

Mit første stævne var et helvede. Jeg var ekstremt nervøs, jeg må indrømme, at jeg allermest af alt, havde lyst til at flygte. Bare løbe væk fra det store hav af mennesker med rifler, væk fra alt. Men det gjorde jeg ikke, og det var der en simpel grund til. Ikke fordi de voksne sagde, at jeg skulle blive, men fordi at jeg havde lovet mig selv det her. Jeg hvade lovet mig selv, at den pige der var usikker og bange for at knække var væk. Godt nok var jeg rigtig tæt på at finde hende frem igen, og overgive mig. Men mit indre jeg hjalp mig med at pakke hende langt væk igen. Jeg gennemførte det. Ikke med det bedste resultat men det, at jeg kæmpede, var nok for mig. Det var begyndelsen på min succesoplevelse, og på en ny start.

Min mor og far overbeviste mig om, at desto mere jeg kæmpede imod, desto letterede ville det blive for mig at holde usikkerheden nede. Så jeg fortsatte med at kæmpe. Jeg gik til masser af stævner, som både medførte mange nederlag og mange opture. Jeg meldte mig til arrangementer, som tvang mig til at snakke med fremmede og samarbejde med fremmede mennesker. Fremmede mennesker kunne både være dem, som så mig som en hængende gren, der var lige på spidsen til at knække, og så var der dem, som ikke dømte mig på udseende. Alle så mig som et helt menneske. Den usikre pige var næsten pakket helt ned nu.

I år 2015 var jeg til et foredrag med en klog mand ved navn René Kristiansen, som sagde en sætning, der har sat sig fast i mit hovede lige siden. "Du skal sætte dig selv et mål, og det mål må du for alt i verden ikke lade nogen stå i vejen for", sådan lød sætningen. Så det var hvad jeg gjorde, satte mig selv et fat mål. Jeg skulle være danmarksmester. Om det så var på hold eller individuelt, jeg skulle være danmarksmester, for det var mit mål. Men for at jeg kunne fuldføre mit mål, måtte jeg begrave min usikkerhed, den skulle ikke engang nærme sig.

Ved landsdelsmesterskaberne skød jeg en af mine bedste præsentationer længe, og blev udtaget til DM både individuelt og på landsdelshold. Det skulle bare lykkes det her, jeg skulle glemme alt om usikkerheden.

Dagen kom, Vingsted kaldte, og jeg tog af sted til DM. Jeg tog afsted med en positiv indstilling, og som en helt ny pige. Mere klar end nogensinde før, jeg ville det her. Det var nu jeg skulle bevise noget. Mine tanker eksploderede i hovedet på mig under min sidste skydning, og før jeg vidste af det, var jeg færdig. Jeg havde skudt begge mine serier uden overhovedet at mærke til usikkerheden.
Men så kom jeg ud. Ud til alle mennesker der gloede på mig, skytter der græd nogen af glæde og andre af utilfredshed. Min usikkerhed kom tilbage, som havde den ligget på lur i flere timer. Det måtte ikke ske, jeg var usikker. Usikker på om jeg havde nået mit mål. Usikker på om jeg blev danmarksmester.
Usikkerheden var min succesoplevelse, beviset på at jeg havde noget at være nervøs for.

Derfor er jeg en stolt skytte, jeg har indset, at min usikkerhed og jeg er et godt team. Min usikkerhed beviser at der er noget på spil. For hvis der ikke er noget på spil, hvorfor så blive usikker. Uden den ville jeg ikke været kommet igennem alt det, jeg ville ikke have opnået noget. Jeg samarbejder med min usikkerhed, derfor er jeg den, som jeg er i dag. Usikkerheden blev danmarksmester, så jeg må tage den på mig. Jeg er danmarksmester. Og de havde ret, jeg knækkede - af glæde.
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
DGI Sydøstjylland | Langmarksvej 45 | 8700 Horsens | Tlf.: +45 79404401 | sydoestjylland@dgi.dk