Fotos og tekst af: Zascha Meier Watz, DDS Sydøstjylland

Projekt Ung: Skydning for både bredden og eliten

I weekenden deltog 12 unge skytter i De Danske Skytteforeningers Projekt Ungs træningsweekend på Honumbanerne ved Rask Mølle. Målet med weekenden var for nogle at prøve langdistanceskydning for første gang, for andre er projektet en mulighed for at styrke ambitionerne.
Louise Christiansen fra Glud Skytteforening, liggende 200m langdistance gevær
De Danske Skytteforeningers Projekt Ung Sydøstjylland samledes i weekenden på Honumbanerne for at arbejde med langdistanceskydning, en sportsgren der kræver stor koncentration og teknik. For de fleste af de 12 deltagere var langdistance nyt, men netop det er ideen bag projektet.
 
”Som træner bruger jeg disse weekender til at kaste de unge ud i nye og udfordrende skydesportsgrene og afprøve forskellige teknikker. Det er vigtigt, når man arbejder med unge mennesker, at der sker nye og spændende ting i træningen, ellers bliver det hurtigt svært at fastholde dem som skytter,” forklarer Finn Pedersen, træner og leder af Projekt Ung i Sydøstjylland. 

En af de nye deltagere, 15 årige Nicoline L. Hansen fra Gadbjerg Skytteforening, bakker træneren op, ”Gennem Projekt Ung har jeg prøvet en masse nye ting, for eksempel langdistanceskydning. Jeg har kun skudt i 4-5 måneder og som ny skytte synes jeg, det er en god og hyggelig måde at lære noget nyt og blive bedre – og så er det også rigtig hyggeligt at være sammen med andre unge skytter.”
Projekt Ung for bredden og eliten – Anders Kurt Christensen, Louise Christiansen og Nicoline L. Hansen
Det er dog ikke kun nye skytter, der bruger projektet til at blive bedre. To af de mere erfarne deltagere er Louise Christiansen fra Glud Skytteforening og Anders Kurt Christensen fra Jelling FS Skydning. Begge deltager de på grund af det sociale, men også ambitionerne er vigtige.

”Det er hyggeligt at være på træningsweekend og lære andre unge skytter at kende, da det sociale er rigtig vigtigt, når man er ude til stævner. Men også hvis resultaterne dykker, så har man nogle at dele det med, der forstår præcis, hvordan man har,” fortæller Louise.

Begge har de deltaget i flere landsdels- og Danmarksmesterskaber og har ambitioner for fremtiden.
 
Disse ambitioner skal der ifølge træneren også være plads til, ”Jeg havde selv ambitioner som ung og prøver nu at give det videre til den yngre generation. Det vigtigste er, at de unge har god og sjov tid i projektet, men den personlige udvikling er nødvendig for sporten. Vi skal have en elite for at få en bredde, og uden en bredde ville vi ikke have en elite.”
Nicoline L. Hansen fra Gadbjerg Skytteforening
Som afslutning på weekendens træning deltog Projekt Ung-skytterne i langdistance geværterrænstævnet i Borris ved Skjern, og med gode resultater.

”Alle vores skytter skød langt over forventning. De taklede det godt og slog endda flere af de rutinerede. En af vores nybegynderne, Jonathan Følbæk fra Honum og Omegns Skytteforening, vandt endda den ene skydning og blev nummer 2 på den anden.

Det er oplevelser som disse, der giver en et kæmpe boost og gør det fedt at være Projekt Ung leder”, fortæller en glad Finn Pedersen. For mere information om Projekt Ung og skydning generelt: http://www.skytten.dk/ og http://www.dds-syd-østjylland.dk
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
DGI Sydøstjylland | Langmarksvej 45 | 8700 Horsens | Tlf.: +45 79404401 | sydoestjylland@dgi.dk