Skydning er også for piger

I weekenden var 22 hold, hvert med fire femteklasseelever, samlet til årets landsdelsfinale i Skoleskydning i Vingstedcentret, blandt de kvalificerede var et rent pigehold fra Billund Skole.
Glade og stolte skoleskytter fra Billund Skole efter landsdelsfinalen (fra venstre: Maja Andersen, Pernille Eriksen, Linette Eriksen og Mathias Madsen)

173 femteklasser har de sidste uger trænet hårdt rundt omkring på skydebanerne i Sydøstjylland med lørdagens landsdelsfinale i Skoleskydning som det store mål. Billund Skole stillede med et rent pigehold ledet af de to erfarne skytter, tvillingerne Linette og Pernille Eriksen, som i fire år har gået til skydning i Billund-Vorbasse Skytteforening sammen med deres far Ernst.

 

Da søstrene hørte om Skoleskydningskonkurrencen fik de hurtigt overtalt deres skoleveninder Maja og Line til at deltage, og med stor succes både på resultatlisten men også for deres venskab. For som Maja fortæller, så er det rigtig hyggeligt at gå til noget sammen med veninderne, men på samme tid dyrke en individuel sport, hvor man selv er i kontrol.

Idrætslærer Michael Holm fra Firehøjskolen i Vandel, som har trænet sammen med Billund Skole, supplerer Maja: ”Skoleskydning er en god og anderledes fællesoplevelse for klasserne. Det skaber et specielt sammenhold, og eleverne har noget nyt at snakke om. Desuden er det godt for koncentrationen og tålmodigheden, især for de elever der normalt har lidt for meget energi.”
Glade og stolte skoleskytter fra Firehøjskolen i Vandel, som også var kvalificeret til landsdelsfinalen (fra venstre: Mark Raabjerg, Josefine Nielsen, Alexander Holm og Kasper Hovbak) – Firehøjskolen trænede sammen med Billund Skole ved Billund-Vorbasse Skytteforening.

Fællesskabet og koncentrationen blev dog sat under pres i ugen op til landsdelsfinalen. Desværre måtte Line, som har skudt topresultater, hoppe fra i sidste øjeblik, og en erstatning skulle hurtigt findes.

Klassekammeraten Mathias sprang hurtigt til. Som han selv fortæller; ”Jeg har for et par år siden gået til skydning, så selvfølgelig ville jeg hjælpe mine klassekammerater med at få et godt resultat.”

Holdet holdt samlet set niveau i forhold til kvalifikationen, og var glade på trods af, de ikke gik videre til landsfinalen, som holdes i Vingsted d. 24. november.

 

Skydesporten bliver normalt set som en ren drengesport, men pigerne fra Billund var langt fra de eneste i Vingsted, hvor størstedelen af de kvalificerede var piger. På vinderholdet fra Glud Skole var halvdelen piger.

 

For mere information om skoleskydning og skydning generelt:

http://www.skoleskydning.dk/ og http://www.skytten.dk/

Find resultaterne fra DDS Sydøstjyllands landsdelsfinale her

Skoleskytte Linette Eriksen fra Billund Skole under lørdagens landsdelsfinale. Med sine 193 point (ud af 200 mulige) hjalp hun sit hold til en 7. plads.
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
DGI Sydøstjylland | Langmarksvej 45 | 8700 Horsens | Tlf.: +45 79404401 | sydoestjylland@dgi.dk